Fakta om autoimmune sygdomme
Autoimmune sygdomme er sygdomme, som skaber en kronisk betændelsestilstand i patientens immunsystem. Det er bl.a. sygdomme som leddegigt, rygsøjlegigt, psoriasis, kronisk inflammatorisk tarmsygdom og hudsygdommen HS.
Desuden er autoimmune sygdomme kroniske sygdomme. De kan hverken forebygges eller helbredes. Sygdommene udvikler sig ofte over tid til det værre. Desværre har jeg pt. ikke den fornødne ekspertise til at håndtere denne type lidelser, men arbejder målrettet mod det..
Autoimmune sygdomme er smertefulde og invaliderende
Det kan være smertefuldt og både fysisk og socialt invaliderende at lide af en autoimmun sygdom:
- Sygdomme som leddegigt og rygsøjlegigt fører over tid til en langsom nedbrydning af vævet i og omkring leddene, hvilket kan give stærke smerter.
- Sygdomme som psoriasis eller HS er kendetegnet ved henholdsvis sår og udslæt eller bylder. De kan være både smertefulde og hæmmende for sociale, uddannelsesmæssige og arbejdsrettede aktiviteter samt det psykiske velbefindende.
Op mod 400.000 danskere lider af en autoimmun sygdom
Samlet set udgør de autoimmune sygdomme en behandlingskrævende folkesygdom:
- I Danmark er der estimeret et sted mellem 300.000 og 400.000 danskere,1 som har én eller flere autoimmune sygdomme.
- Til sammenligning er der cirka 320.000 diabetikere i Danmark.
Mange patienter lider af mere end én autoimmun sygdom
En stor del af de patienter, som lider af en autoimmun sygdom, lider samtidig af én eller flere andre autoimmune sygdomme:
- 21 procent af deltagerne i en ny undersøgelse gennemført af KORA for De Autoimmune blandt 2.835 patienter med autoimmune sygdomme angiver, at de lider af mere end én autoimmun sygdom.
Autoimmune sygdomme medfører ofte andre sygdomme
En autoimmun sygdom kommer sjældent alene – faktisk snarere tværtimod. Patienter med en autoimmun sygdom har en forøget risiko for andre autoimmune sygdomme og samtidige sygdomme – såkaldte komorbiditeter. Fx:
- Omkring 30 procent af patienter med psoriasis vil også udvikle gigt i leddene – såkaldt psoriasisgigt.
- Og cirka 30 procent af patienter med rygsøjlegigt eller psoriasisgigt vil udvikle psoriasis.
- Desuden risikerer godt 25 procent af patienter med inflammatorisk tarmsygdom også at udvikle rygsøjlegigt, og patienterne har en forhøjet risiko for at få hudsygdommen HS
- Patienter med hudsygdommen HS har en forhøjet risiko for at få tarmsygdommen Crohns.
- Derudover har personer med psoriasis også en øget risiko for hjertekarsygdomme og psykiske lidelser som fx depression.